Taknemmelighed er en dejlig følelse. Taknemmelighed er en måde for folk at sætte pris på, hvad de har, i stedet for at fokusere på hvad de ønsker eller mener de har brug for i håb om, at det vil gøre dem lykkeligere, eller tænke at de ikke kan føle sig tilfredse, før ethvert fysisk og materielt behov er opfyldt.
Dyb taknemmelighed kommer indefra og er meningsfyldt. Det er ikke bare et “tak” af høflighed.
Fysisk og psykisk trivsel
Taknemmelighed skaber positiv energi, optimisme og empati. Taknemmelighed øger trivsel, sundhed og lykke samt støtter os i at håndtere modgang og opbygger stærke relationer.
Taknemmelighed og positive følelser hjælper os også til at tage sundere valg for os selv, både hvad angår egenomsorg og hvad vi spiser.
Positiv tænkning
At føle sig taknemmelig starter med en anerkendelse af, at livet er godt og givende. Positiv tænkning kan motivere folk til at foretage positive ændringer i deres liv.
Når du vågner om morgenen….
Så prøv at sige til dig selv ”Det er dejligt at være i live”.
Den taknemmelighed vi føler ved at anvende positiv tænkning gælder også overfor vores kære, for kolleger, dyr og vores planet/natur.
Med et positivt mindset har du også større chancer for at ændre eller løse problematiske situationer.
Du er mere åben for muligheder…..
Den positive energi smitter af på dem omkring dig. Jeg kan dog ikke love at alle bliver positive som med et trylleslag - men vi kan tage ansvar for os selv og vores energi.
Hjernens belønningssystem
Ved at fokusere på det du er taknemmelig for, så vil du med tiden opleve at der er mange ting i livet, som giver dig glæde og positiv energi, da det er med til at styrke hjernens belønningssystem.
(Belønnings- og lykke tilstanden opnås i et kompliceret samspil mellem dopamin, endorfin og oxytocin i hjernens belønningssystemer. Utrolig spændende viden, som du kan finde en masse artikler om på nettet, bla. på videnskab.dk)
Taknemmelighed i praksis
Hvordan du kommer i gang…
Er selvfølgelig op til dig, men du kan fx have en lille bog, som du hver dag skriver din taknemmelighed i. Prøv fx. at skrive 1-3 ting/oplevelser/situationer fra dagen som du er taknemmelig for. Næste dag skriver du noget nyt, dvs. ikke de samme ting.
Denne lille øvelse går ud på at skabe opmærksomhed på små som store ting i livet, som vi er taknemmelige for. Ved at have fokus på dette, skaber du nye “stier” i hjerne, så du skridt for skridt fokuserer på det gode i livet og det vil skabe mere balance og harmoni.
Skriv et takkebrev. Du kan gøre dig selv lykkeligere og pleje dit forhold til en anden person ved at skrive et takkebrev, som udtrykker din glæde og påskønnelse af den anden persons indflydelse på dit liv.
Send det, eller endnu bedre….
Læs det op personligt, hvis det er muligt. Forsøg at sende mindst et taknemmelighedsbrev hver måned. Husk også at sende et til dig selv engang imellem.
Ingen tid til at skrive?
Det kan hjælpe bare med at tænke på nogen, der har gjort noget godt for dig og mentalt takke den enkelte.
Kan du ikke finde tid hver dag…
Så vælg et tidspunkt hver uge til at sætte dig ned og reflekterer over, hvad der gik rigtigt, eller hvad du er taknemmelig for. Vælg gerne tre til fem ting - som du vil skrive om hver uge. Når du skriver, skal du være specifik og tænke på de fornemmelser du følte, når der skete noget godt for dig.
Mindfulness-meditation handler om at fokusere på det nuværende øjeblik uden at dømme. Det kan være med forskelligt fokus, som åndedræt, et mantra eller i dette tilfælde det du er taknemmelig for (solens varme, en venlig hilsen osv.)
Du kan dele dine oplevelser ….
Du kan også vælge at dele med din familie ved middagsbordet hvad du er taknemmelig for, så kan alle om bordet fortælle hvad de er taknemmelige for fra dagen der er gået - det er noget vi i min familie har gjort de sidste 3 år. Nogle gange gør vi det også når vi har gæster og det er så dejligt at se det skifte i energien og den eftertænksomhed når de fokuserer på taknemmelighed - det rører noget smukt i folk, og i mig.
Vedholdenhed
Det kan godt være svært i starten…
Vores hjerne er god til at huske dårlige ting. Men ved at øve dig vil du efter en måneds tid eller to opleve at der er mange ting at være taknemmelig for, det kan være små og store ting, fx.:
“At solen skinner”
“At jeg fik hjælp til at lave aftensmaden”
“At jeg gik en tur i skoven”
“At jeg har xx i mit liv”
“At jeg har et sted at bo”
“At jeg kan kysse mine børn godnat”
“At jeg er kommet i gang med at meditere”
“At jeg …. “ Fortsæt selv
Vi vil alle opleve dårlige dage…
Uden dem er det svært at sætte pris på de gode ting i livet. De dage, hvor det hele virker lidt tungt og trist, så læs i din “Taknemmelighedsbog” og flyt dit fokus til noget positivt.
Det behøver ikke koste noget
De fleste af mine taknemmelige øjeblikke koster ikke noget....
Jeg siger ikke at penge ikke er vigtige, men det er opløftende at indse, at mange af de øjeblikke faktisk er gratis.
Nye vaner
Vi har holdt ved vanen herhjemme…
Jeg tror det er lykkedes os, da det har krævet utrolig lidt at etablere vanen i vores liv og så er den bundet op på en anden vane, nemlig vores middagsmåltid.
Find det tidspunkt i løbet af dagen, hvor det giver mening for dig og begynd at praktisere taknemmelighed.
Jeg er ikke i tvivl om at det har gjort en forskel i mit liv at have fokus på taknemmelighed. Jeg føler at mit liv giver mere mening - jeg er TAKNEMMELIG.
"De som er lykkelige har aldrig alt. De er taknemmelige for alt de har"